|
| |
(silketræ)
Træets blomster har givet det dets øgenavn:
buketter af lange, lette støvdragere, rosa
med en anelse gul og hvid ved deres begyndelse.
Dets affaldende blade er fjerformede (takkede
blade), hvilket giver et indtryk af lethed. Har
behov for meget sol og en god tør jordbund. |
|
| |
Stedsegrøn eg, duneg og korkeg |
|
 |
(Quercus)
Disse tre vidt forskellige arter stammer alle
fra egnen. Kun dunegen har affaldende blade. Den
førstnævnte kan blive mellem 10 og
15 meter høj. Den vokser langsomt og kan
blive meget gammel. Før i tiden fandtes
der store skove med duneg, som desværre
er blevet ødelagte. Dunegen (hvid, sort
eller trøffel) er den mest imponerende,
og den anses for at være det bedste trøffeltræ.
Den sidstnævnte, hvis fordrejede stamme
er let genkendelig, forekommer gammel før
tiden. Afbarkningen består i at tage barken,
dvs. korken, af, så den kan bruges til propper
og isolering. Egenes træ bruges til snedkerarbejde,
byggeri og fyring. Træernes frugter, agern,
tjener til føde for vildsvin. |
| |
|
|
|
 |
(Cupressus sempervirens)
Man finder dens lange silhuet i hele Middelhavsområdet.
Denne ædle race forekommer som allétræ
eller alenestående nær beboelser.
Den bruges ligeledes som læskærm plantet
i hegn. Eftersom dens træ ikke kan rådne,
og den således kan leve omkring tusinde
år, bliver den ofte brugt til nyplantning
i regionens skove. I Provence er 3 cypresser plantet
i en trekant symbol på gæstfrihed. |
|
|
 |
På det unge træ er de stedsegrønne
blade runde, disse bliver mere aflange, jo ældre
træet er. Eukalyptusen er følsom
over for frost og udmærker sig ved sin stærke
duft, der er meget brugt i farmakopé. Det
hårde og tunge træ bruges desuden
til snedkerarbejde og grenene til pynt i blomsterbuketter.
Der eksisterer mere end 600 forskellige arter,
hvoraf en stor del stammer fra Australien og Tasmania. |
|
|
| |
(Myrtefamilien)
Lille træ eller busk med stedstegrønne
blade, mørkegrønne på oversiden
og hvid-grå på undersiden. Om sommeren
dækkes træet af enkle hvide og røde
blomster med tætte og meget dekorative støvdragere.
Dette træ er kun lidt kendt som frugttræ.
Betingelsen for dette er, at det er det ikke er
den eneste art i haven, og at sommeren har været
tilstrækkelig varm. I dette tilfælde
bliver blomsterne til grønne frugter med
kraftig smag. Feijoa har behov for en god tør
jord og meget solskin. |
|
|
 |
(Morus)
Det hvide morbærtræ blev importeret
fra Konstatinopel i det XV århundrede samtidig
med, at silkeproduktionen udviklede sig i Frankrig.
Silkeormeopdrætterierne skulle hele tiden
forsynes med kolossale mængder af morbærblade,
der er spinderlarvernes eneste føde. Morbærfrugterne
er kendt for sine ernæringsmæssige
(saft og marmelade) og helbredende (højt
indhold af C-vitamin og effektiv mod halssmerter)
egenskaber. Træets stamme er kort men kan
blive 1 meter bredt i diameter. Dens krone er
rund med en tæt bladvækst. Det sorte
morbærtræ har nogenlunde de samme
egenskaber, men er mindre værdsat af spinderne.
Platan morbærtræet er et resultat
af en podning mellem de to arter, der giver et
træ med meget brede og mørkegrønne
blade. Det beskæres almindeligvis i en parasol
form og er meget værdsat for sin skygge. |
|
|
 |
(Olea)
Dette træ, der højst sandsynligt
stammer fra Mellemøsten, præger Provence.
Dens blade giver landskaberne en sølvgrå
farve, og dens fordrejede stamme gør den
let genkendelig. Træerne giver oliven, hvoraf
man presser olie, og dens træ bliver hyppigt
anvendt til forskelligt håndværk.
Oliventræet kan levet mere end 1000 år. |
|
|
 |
(Pinus Pinéa)
Pinjetræet er det flotteste af nåletræerne.
Det er genkendeligt ved sin ligevægtige
vækst og sin specielle form og er hyppigt
repræsenteret i vores region. Nålene
udsender en stærk duft og frøkornene,
pinjekernerne, bliver ofte brugt til kager. Træet
bruges til snedkerarbejde og byggeri. |
|
|
 |
(Platanus acerifolia)
Dens (affaldende) blade kan blive op til 25 cm
lange og 28 cm brede. På samme træ
vokser der på yderspidsen af grenene både
han og hunrakler (dumbolde). Platantræet
er den art, der bedst modstår forurening.
Hvis det ikke bliver beskåret, kan det blive
utrolig stort. Desværre er dette træ
offer for kryptogrammer (svampe). På Place
des Lices i Saint-Tropez kan I opleve disse træer
med en metalring om, der skal forhindre dem i
at dele sig. |
|
|
 |
(eller Cocos Australis)
er en meget langsomt voksende palme. Dens blade
er cirkelbue formede og bøjer sig bagud
mod kronen. Dens blågrå farve er en
del af dens charme. Dens frugt, en rund gulorange
dadel, smager af kiwi og ananas og kan spises
rå eller som marmelade. Den bruges desuden
til at lave vin. |
|
|
 |
er
en falsk dværgpalme med en bred krone og
fyldige fjerformet blade. Den vokser utrolig langsomt.
Dens blomst, der vokser på toppen af kronen
mellem bladene, kan blive op til 2 meter høj. |
|
|
| |
er en karikatur af Phoenix Canariensis. Dens krone
er kæmpestor, og bladene er imponerende,
men man ser den sjældent i vores haver. |
|
|
 |
ODenne art, der stammer fra de Canariske Øer,
er meget udbredt på Middelhavskysten. Dens
krone er tæt, bladene bløde og lange
(op til 5 meter) og de enkønnet blomster
er gule og vokser i klaser. Dette dekorative træ,
der kan måle op til 10 meter og mere, er
hyppigt forekommende. |
|
|
 |
Denne art minder meget om Canariensis, blot er
den slankere: Kronen er finere og palmebladene
kortere, men træet kan blive fra 15 til
20 meter højt. I Mellemøsten og
i Nordafrika er dens frugter (dadler) kendt for
deres ernæringsmæssige egenskaber. |
|
|
 |
(eller Kinapalme)
minder om humilis, hvad angår dens farve
og bladenes form, men det er et træ. Kronen
er fin og kan blive op til 8 meter lang. Bladene
er glatte og uden torne. Den kan fint tåle
frost ned til -10°C. |
|
|
 |
Dværgpalme, den eneste der stammer fra Middelhavsområdet.
Den vokser i totter som en busk med flere kroner,
som man kalder hoveder. Dens stilke, der er besat
med små skarpe tænder, bruges mere
og mere til udsmykning.
Erythea Armata
er en lille palme karakteriseret ved sin blågrå
farve. Dens krone minder lidt i formen om en Perrier
flaske, og den vokser meget langsomt. |
|
|
 |
C'est un petit palmier dont la couleur bleu-gris
fait l'originalité. Son tronc a un peu
la forme d'une bouteille de Perrier et sa croissance
est très lente. |
|
|
 |
(Robusta eller Filifera)
Kronen, bladene og det hele er større og
mere massivt i forhold til dens artsfæller.
Den vokser ligeledes meget hurtigt i modsætning
til de andre. |
|
|
|
